Mindfulness-baseret stressreduktion

Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) retter sig blandt andet til mennesker med stress/ stressrelaterede lidelser, angst og nedtrykthed. MBSR er et 8 ugers træningsprogram, der består af mindfulness træning og lette yogaøvelser samt korte oplæg om stressfysiologi, stressreaktioner og kommunikation. Hver session varer 2 ½ time og mellem hver session er der hjemmeopgaver a ca. 45 minutters varighed.

Der er god evidens for, at MBSR reducerer symptomer på stress, angst og depression samt bidrager til en bedre søvn og større trivsel.

MBSR kan anbefales til personer, der er motiverede for at forpligtige sig til et intensivt 8 ugers program i gruppe og til daglig træning på egen hånd.

Aktuelt tilbyder jeg MBSR på Stressreduktionsklinikken på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital. Du kan blive henvist til Stressreduktionsklinikken via egen læge.

Mindfulness-baseret kognitiv terapi

Mindfulness baseret kognitiv terapi (MBKT) er en forebyggende behandling til menneske med tilbagevendende depression. MBKT er et 8 ugers træningsprogram, der kombinerer mindfulness teknikker og elementer fra kognitiv adfærdsterapi. Hver session varer 2 ½ time og mellem hver session planlægges 45 minutters træning hver dag.

Randomiserede kontrollerede undersøgelser har vist, at MBKT kan reducere risikoen for tilbagefald med ca. 40-50% hos personer, der har oplevet tre til flere tidligere depressive episoder. Endvidere har forskning vist samme effekt og omkostningseffektivitet af MBKT som vedligeholdende antidepressiv medicinsk behandling og større effekt end vanlig behandling.

MBKT kan anbefales til personer, der har interesse i og som er motiverede for at træne mindfulness dagligt.

Aktuelt tilbydes MBKT-hold i samarbejde med Dansk Center for Mindfulness.